Dansk Skovforening er skovbrugets brancheorganisation og en tæt samarbejdspartner for Skovdyrkerne i politiske spørgsmål.
I forbindelse med igangværende politiske drøftelser om bla. skovlov og adgangsregler for publikum har Skovforeningen et ønske om at undersøge status på offentlighedens adgang efter de nuværende regler samt de mulige konsekvenser af en eventuel udvidelse af offentlighedens adgang. Vi har derfor aftalt med Dansk Skovforening, at vi udsender nedenstående spørgeskemaundersøgelse til vores 4.000 medlemmer. Vi håber på, at du vil tage dig tid til at svare på spørgsmålene – en høj svarprocent vil i høj grad styrke det grundlag, Skovforeningen har at arbejde med om et tema af betydning for alle skovejere.
Arbejdet med at revidere skovloven er i fuld gang. Dansk Skovforening mener, at loven er velfungerende i sin nuværende form, men har foreslået mindre justeringer, som bl.a. giver øget mulighed for skovgræsning og lempeligere regler for opstilling af anlæg i skov.
I forbindelse med lovgivningsarbejdet kan vi forvente, at spørgsmålet om adgangen til de private danske skove også bliver drøftet. Dansk Skovforenings holdning er, at de nuværende adgangsregler er velfungerende, og at de ikke bør lempes.
Generel udvidelse af adgang til skoven kan betyde, at skovejere ser sig nødsaget til at begrænse eller afvise flere af de brugergrupper, som de i dag laver aftaler med. Det gælder fx spejdere, rideklubber, orienteringsløbere mv.
Derudover risikerer større besøgstryk i skovene at påvirke dyrelivet. Fx yngler rovfugle langt hyppigere i private skove end i statsskovene, hvor der er udvidet adgang. Øget adgang kan også påvirke jagt, som er en vigtig indtægtskilde i privat skov.
Vi vil i Skovdyrkerne gerne opfordre alle medlemmer til at besvare et kort spørgeskema om mulige konsekvenser, hvis adgangsreglerne udvides.
Klik på knappen herunder for at starte spørgeskemaet – det tager maks. 5 min. at besvare